Udskriv siden

Velkomstfolder

Velkommen til Vallensbæk Sejlklub

Kære nye sejler!

Du og din familie ønskes velkommen som ny sejler i Vallensbæk Sejlklub Ungdom. Vi håber, at du vil få rigtig mange gode og lærerige oplevelser her i klubben.

Hvis du er nybegynder, er der sikkert en masse ting, du først skal til at lære. Derfor vil det være en god idé, at du og dine forældre læser denne lille folder. Her har vi skrevet nogle af de oplysninger, som vi ved, man kan have brug for. Står det, du har brug for, ikke her - så spørg!
Vi har den grundregel, at nye sejlere frit kan prøve at være med til træningen ca. 3 træningsaftener, førend de behøver at beslutte sig for et evt. medlemsskab.

Klubtræningen

Der er træning for alle sejlere mandag og torsdag i sommermånederne og søndag i vinterhalvåret. Du kan dog som ny optimistsejler godt nøjes med én gang om ugen, hvis du helst vil det.
Man mødes på havnen kl. 17 og går i gang med at gøre jollerne klar og klæde om. Kl. 17.30 er der skippermøde, hvor dagens træning og sejlads gennemgås. Derefter er det afsted på vandet, og afhængig af vejr og årstid, sejles der ca. 1-2½ timer. Det hele plejer at være færdig ca. kl. 20 og for de mindste optimistsejlere lidt før.

Efter sejladsen skal jollerne vaskes og bæres på plads. Jollepladsen skal ryddes op (bukke bæres på plads, slanger rulles op osv.). Når det er klaret, er der velfortjent kage og saft i klublokalet til sejlerne.
Da det for de mindste sejlere er tungt grej at håndtere, er det meget vigtigt, at forældrene er til stede under tilrigning, isætning og optagning af jollerne. Nye forældre får en af de første gange et lille "kursus" i tilrigning og håndtering af jollen. Og der afholdes løbende forældrekurser 2 aftener i samarbejde med naboklubberne.

Sejlerne er inddelt i 3 kategorier: A / B / C - sejlere.
Som nybegynder starter man som C-sejler, hvorefter man rykker op som B-sejler og efter nogle års forløb har mulighed for at rykke op som A-sejler. Der er tvungen oprykning efter 3 placeringer i den bedste trediedel i åbne kapsejladser indenfor kredsen. Trænerne vejleder og hjælper med at få børnene ud til de første kapsejladser sammen med forældrene.
Klubbens store jolletrailer med plads til 10 joller er normalt forbeholdt de yngste sejlere til kapsejladser og køres af forældrene på skift.

Kageordningen til træningen fungerer efter frivillighedens princip, men hver torsdag er der fællesspisning, og alle forældre kommer på listen.
C-sejlernes forældre er meget velkomne til at skrive sig på som hjælpere til en eller 2 gange i løbet af en sæson. Men det vigtigste i starten for nye C-forældre er, at de støtter op om deres eget barn ved at hjælpe med børnene med til- og afrigning, isætning og optagning. Og det er en vældig god ide, hvis en af forældrene eller en anden voksen kontaktperson opholder sig på havnen de første gange, medens børnene er ude på vandet. Det er nemlig meget vigtigt for de nye sejlere, at de føler sig trygge og er sikre på, at der står en kendt hjælper klar inde på land, hvis barnet kommer ind og er ked af det efter at være væltet ude på vandet.
Mange klarer det ved at man skiftes til at have ”vagt” som C-forældre for hinandens børn.

Anskaffelser / beklædning

Som ny sejler behøver du ikke at investere en masse penge i udstyr. Et sæt regntøj og gummistøvler samt en sejler/redningsvest kan fint gøre det i starten.
Senere vil det være relevant at anskaffe våddragt, neoprenstøvler og handsker. Når vandtemperaturen er under 10 grader kræves der tørdragt, og det er muligt at købe udmærkede brugte tørdragter til rimelige penge. Spørg de andre sejlere og forældre.
Optimistjollen kan lejes af klubben til meget billige penge.

Hvad koster det

Årskontingentet er ca. 500 kr. Hertil kommer leje af en jolle: 500 kr. pr. sæson for en Optimist og 1.000 kr. pr. sæson for de øvrige joller. Alternativt kan du købe din egen jolle. Forældre behøver ikke at være medlemmer i klubben for at være en aktiv del af forældregruppen i Ungdomsafdelingen, men det er en rigtig god idé. Men mange forældre er selvfølgelig medlemmer i klubben i forvejen og har dermed indflydelse på, hvordan klubben er organiseret.

Forældreopgaver

Det er en forudsætning for at blive en del af Vallensbæk Sejlklubs Optimistteam, at man som forælder er villig til at yde sin del af arbejdet for at få det hele til at løbe rundt. Det betyder, at man ikke bare kan melde sit barn ind og aflevere det til træning (som til visse andre sportsgrene) og herefter forvente, at klubben klarer alt med træning, jollepasning, klargøring, oprydning, stævnesupport mv.
Forældrene vil derfor på et eller andet tidspunkt få tildelt nogle ansvarsopgaver i forbindelse med træningen, kørsel til kapsejladser, arrangering af hjemmestævner eller fester.
Men forældre til nye C-sejlere er, som tidligere nævnt, kun forpligtet til at hjælpe deres eget barn, ligesom de tilrådes at være til stede på havnen eller med ude i en følgebåd de første gange, medens barnet er på vandet.
Forældre til A- og B sejlere er forpligtede til at yde sin del af det organisatoriske forældrearbejde i klubben, for at det hele kan løbe rundt, da alt arbejdet i klubben foregår på frivillig basis.
Forældreopgaver for de etablerede forældre er bl.a. følgende:
• Deltagelse i det daglige arbejde med havnevagter og kageordning.
• Hjælpe ved træningen med til- og afrigning af joller.
• Være villig til at påtage sig en af de mange forældreudvalgsposter (der findes mange både små og enkelte store poster). De store tidkrævende poster besættes altid af erfarne sejlerforældre.
• Hjælpe til med jolletransport og øvrige opgaver ved kapsejladser ude i landet.
• Hjælpe med praktiske opgaver ved hjemmestævner, møder og fester.

Forældreudvalget kan ses på udvalgssiden. Udvalgsposterne besættes ved et forældremøde i foråret. Det lyder af meget, men at bruge sine aftener og weekender på en udendørs fritidsaktivitet med sine børn, er en oplevelse for livet.

Krav til sejlerne

• Du skal være imellem 6 – 15 år og kunne svømme ca. 200 m for at starte i Optimist.
• Du må være op til 25 år for at kunne være medlem i Ungdomsafdelingen f.eks. i en storjolle.
• Du skal være i besiddelse af praktisk tøj og en godkendt redningsvest (denne kan dog lånes i klubben i starten).
• Du skal deltage regelmæssigt i klubtræningen i Vallensbæk Sejlklub.
• Du skal repræsentere Vallensbæk Sejlklub ved alle de stævner, du deltager i. Det betyder, at du skal skrive i tilmeldinger til kapsejladser, at du kommer fra Vallensbæk Sejlklub.
• Du skal også være villig til at deltage i reklamefremstød og sponsorarrangementer for klubbens sponsorer efter aftale.

Sommerlejr

Hvert år i uge 32 (sidste uge i skolernes sommerferie) afholdes der en fælles sommerlejr i Stege, der normalt løber fra søndag til søndag. Her deltager junior og ungdomssejlere, samt deres forældre fra sejlklubberne i Lillebælt syd kredsen. Ud over sejlads, giver denne sommerlejr god mulighed for socialt samvær mellem sejlerne og forældre, på tværs af klubberne. Denne lejr har været afholdt i over 30 år, uden at det en eneste gang har været nødvendigt at ringe efter forældre. Det siger noget om hvor meget ungerne hygger sig.


Klubmesterskab

Ved sæsonens afslutning afholdes der klubmesterskab, hvor alle sejlere kan deltage. Der afvikles separate sejladser for A, B, C Optimister samt storjoller, således at også nye sejlere, der kun har sejlet i kort tid, kan være med.
Dagen slutter med uddeling af præmier til klubmestrene i de forskellige klasser og præmier.


Jeg vil gerne sejle ledsagebåd, men har ikke prøvet det før

Efter behov arrangeres der instruktion i brug af klubbens ledsagebåde. Ligeledes øver vi lidt praktisk sejlads, så I lærer bådene at kende.
Til forældre der involverer sig som aktive hjælpere tilbyder klubben kurset ”Speedbådskørekort”.

Andet

I gangen ved omklædningsrummene hænger en informationstavle, som indeholder alle relevante oplysninger - så et godt råd er, at kigge på den med jævne mellemrum.
Her hænger også en opdateret kontaktliste med alle kontaktpersoner i Ungdomsafdelingen.

Information om ungdomsafdelingen vil af sekretæren løbende blive opdateret på klubbens hjemmeside: www.vallensbaek-sejlklub.dk. Kig jævnligt ind på websiden og se alle de spændende ting, der findes under ungdom. Her vil der også blive opdateret alt nyt om træning, kapsejladser mv. Sekretæren eller træneren vil også sørge for, at der kommer besked rundt til alle via mail, hvis træningen aflyses eller lignende.

Alle forældre og øvrige pårørende er meget velkomne til at benytte juniorafdelingens klublokaler. Her kan man således frit slappe af, gå på Internettet, lave kaffe, læse bådblade m.v., medens børnene boltrer sig ude på vandet!

Vi håber, at du med denne folder har fået lidt mere information om vores sejlklub og at det vil hjælpe dig i fremtiden, når du kommer i klubben.

Vallensbæk Sejlklub ønsker dig rigtig hjertelig velkommen og god fornøjelse med din nye sport!