Udskriv siden

2. Aktiviteter

VSK Ungdom råder over en række joller, som dækker hele spektret fra 1-mands begynder (Optimist) til avancerede racer-joller som 29er. Der er altid en jolletype som passer til dit temperament og din vægtklasse:

- Optimist: Den klassiske 1-mands begynderjolle, som er for de 6-14 årige
- 29er: Avanceret 2-mands jolle med genakker til de 12-18 årige
- Hobie Cat: 2-mands katamaran til de 12-18 årige
- Yngling: Begynder kølbåd til "tør" sejlads for de 10-25 årige
- Feva: Begynder 2-mands jolle med genakker til de 10-16 årige

Der bliver trænet to gange om ugen - mandag og torsdag - hvor alle klasser mødes på vandet. Mandagene har fokus på teknisk træning og langture, og om torsdagen har vi kapsejladstræning med fællesspisning efterfølgende.

Påklædning er typisk våddragt samt -støvler og begyndere kan låne dragter og redningsveste i klubben. 

VSK Ungdom træner i vinterhalvåret (ca. 1. oktober til 1. maj) om søndagen fra kl. 10.30 til ca. kl. 16:00. Om efteråret sejler vi frem til juleafslutningen, som er den 2. søndag i december og i januar, februar og marts står den typisk på teori, bådklargøring og videofilm i klubhuset. De aktive mødes kl. 10.30 og løber en tur, efterfulgt af frokostpause og så sejlads/teori/bådvedligehold fra 12:00 til 16:00 - måske afbrudt af en rask lille sneboldkamp eller et orienteringsløb.

Alle med våddragt må sejle så længe vandets temperatur er over 10 grader, og det er den typisk langt hen i november. Herefter er det tid til tørdragt eller en tur i vores Ynglinge. Der er i hvert fald ingen grund til at holde sig tilbage.

Til at assistere sejlerne råder ungdomsafdelingen over to glasfiber følgebåde og en gummibåd.

Udover den ugentlige træning tilbydes sejlerne, at deltage i regionale og nationale sommer- og træningslejre, samt weekendture til havne i nærområdet. Det er vigtigt for ungdomsafdelingen, at alle føler sig som en del af fællesskabet og deltager så vidt muligt i de sociale arrangementer, såsom Sankt-Hans hygge, juleafslutning med videre.