Udskriv siden

Beklædning

Det er muligt at sejle i almindeligt tøj suppleret med med regntøj i den varme sejlsæson hvis man ikke har andet. Det har dog sine fordele at have rigtigt sejlertøj. Vi har her forsøgt at skrive nogle gode råd omkring sejlertøj.

Redningsvest kontra svømmevest
En redningsvest har en stor krave som sikre at en bevidstløs sejler altid vil blive vendt så personen kan trække vejret. En svømmevest har derimod ikke denne krave men gør det lettere for sejleren at svømme og komme rundt i båden. Vi har i sejlklubben en del svømmeveste som vi udlåner til vores sejlere. Vi har valgt denne type fordi sejlerene altid er under opsyn af en følgebåd og for at give sejleren den bedste oplevelse.
Man skal være opmærksom på at vesten passer brugeren så man ikke "falder" ud af den når man falder i vandet, for så er den værdiløs. Det er også vigtigt at se efter hvor stor en vægt den pågældende vest kan håndtere. Den skal som minimum kunne bære sejleren og dennes udstyrs vægt. Med tiden er det en god idé at købe sin egen svømmevest.
Prisen på en ny svømmevest ligger på omkring 450 kroner og bør udskiftes en gang imellem.

Våddragt
En våddragt er rigtig god og behagelig at bruge i den varme sejlsæson, hvor vandet typisk er over 14 grader. Luften er mindre vigtigt da det er havvandet som sejleren bliver mest påvirket af, når sejleren er ordentlig påklædt.
En våddragt fungere ved at den slutter tæt til kroppen så der kun er et meget tyndt lag vand imellem kroppen og våddragten. Det er det vand som sørger for at holde én varm. Derfor er det vigtigt at have en våddragt som passer kroppen for ellers bliver det en kold fornøjelse og så kan man lige så godt sejle rundt i shorts og t-shirt...
Prisen på en ny våddragt ligger lige fra 300 til 2.000 kronner, alt efter mærke og kvalitet. Det er en god idé at købe våddragt i efteråret da de som oftes er på tilbud der.

Tørdragt
Tørdragten er god i den kolde sejlsæson og et krav for at deltage i ungdomsafdelingens jolleaktiviteter i denne sæson. Det er muligt at sejle hele året indtil vandet er stift med en tørdragt. Fordelen er at sejleren kan have "alt" det tøj på som der nu er behov for. Tørdragter findes med åbne og lukkede fodmanchter - vi anbefaler de lukkede så det er muligt at tage et par varme sokker på.
Prisen på en ny tørdragt ligger lige fra 1.000 til 3.500 kroner, alt efter mærke og kvalitet.

Fodtøj
Det vigtigste ved fodtøjet er at det er skridsikkert. Og alt efter om man sejler jolle eller kølbåd skal man herefter tænke på om det er vandtæt eller ej. Som jollesejler er det godt med våddragtsstøvler hele året. De giver det mest fleksible greb. Som kølbådssejler er det også muligt at bruge gummistøvler og gummisko - men brug nogen der skridsikre. Skridsikre såler er som regel kendetegnet ved at være bløde og fleksible med masser af lameller som bliver tydelige når skoen/støvlen bøjes.
Prisen på nye sko/støvler ligger lige fra 300 til 3.000 kroner, alt efter mærke og kvalitet.

Handsker
Det er vigtigt at have et godt greb på tovværket, så i de fleste tilfælde er det godt med et par handsker. Der er forskellige meninger på dette punkt. Nogen vil kun have sejlerhandsker, disse er ofte dyre. Det er også muligt at bruge cykelhandsker så længe de har et godt greb når de er våde - disse er en del billigere end sejlerhandsker. De rigtig dygtige 49er sejlere bruger noget som kaldes brolæggerhandsker, de holder til 3-5 kapsejladser, men til gengæld er de billige - ønsker man at købe disse er det godt at se hvordan de ser ud først, for brolæggerhandsker er ikke bare brolæggerhandsker. Handsker holder typisk kun en halv til en hel sæson, hvis man er meget aktiv.
Prisen på et par nye handsker ligger lige fra 20 til 400 kroner, alt efter mærke og kvalitet

Lycra
En lycra bruges til at holde styr på alt ens udstyr når man har det på. Den sørger for at alle løse snore og spænder som man har på forbliver gemt væk under lycra'en. Den er gode at bruge på joller og mindre kølebåde såsom Ynglingen hvis man benytter sig af våddragt eller tørdragt. Ved køb af en lycra skal man være opmærksom på om elastikken forneden er kraftig eller ej. En for sløv elastik kan gøre at lycra'en hele tiden kravler op. Hvis man vil spare lidt penge på sejlerbudgettet, så kan de spares på at lade lycra'en ligge i butikken.
Prisen på en ny lycra ligger lige fra 150 til 700 kroner, alt efter mærke og kvalitet.

Klassisk sejlertøj
Klassisk sejlertøj eller bare sejlertøj som de fleste kalder det bruges normalt kun ombord på kølbåde. Sejlklubben råder over flere kølbåde og når man skal sejle en af disse er det en god idé med sejlertøj. Almindeligt regntøj kan bruges, men sejlertøj er at foretrække. Sejlertøj har den fordel at der er brugt mange timer og penge på udvikling til alle tænklige vind og vejrforholder. Det er derfor mere vandtæt og åndbart end regntøj. Det er slidstærkt og kan holde i rigtig mange år.
Sejlertøj skal kunne rumme at man har flere lag tøj indenunder, med mindre man har luft i økonomien til et sæt sommersejlertøj og et sæt efter/forårssejlertøj. Sejlertøj består af to dele, et par bukser og en jakke. Bukserne bør være over-alls modellen, og jakken bør have nogle gode håndleds manchetter man kan løsne som man vil. Når man køber sejlertøj bør man lige overveje farverne, hvid og blå falder let i med vandet og skumsprøjt. Vælger man alligevel en af disse farver fordi de er svære at undgå, så sørg for at der er masser af reflekser på tøjet. Hvor mange reflekser og hvor tydelige de er, er utrolig vigtigt for sejlads om aftenen/natten, da de er det eneste man kan se hvis man falder overbord. Nogle producenter laver nogle kollektioner som hedder noget med off-shore og in-shore. Vi sejler som regel kun in-shore i Køge bugt, men skal man ud på lange sejlture er off-shore også et godt valg.
Prisen på et sæt nyt sejlertøj ligger lige fra 1.500 til 10.000 koner, alt efter mærke og kvalitet.