Havnen er mørk, kold og ikke særlig indbydende i februar måned, og kun sejlerskolefolket synes at huske på det naturlige i, at efter vinter kommer forår. Derfor er sejlersæsonen allerede begyndt for de nye elever, der måske ikke helt velvilligt har forladt hjemmets varme og lige nu har svært ved at genkalde sig drømmene om det frie, sunde og udfordrende sejlerliv i solnedgangen. Alligevel drevet er vi alle søgt mod Juniorhuset lys, hvor Bente venter med kaffe og Allan med tov (ikke reb!).
Dannelsen af årets nye sejlere er begyndt, en rejse ind i en forunderlig verden, hvor knuder bliver til knob, højre til styrbord og venstre til bagbord. At det virkelig skal komme så vidt har vi vist ikke alle troen på endnu. På dette tidlige tidspunkt sidder vi alle meget koncentreret og stirrer på de knuder, der overhoved ikke bliver til knob trods Allans meget tålmodige demonstrationer af slangen, som kommer op ad søen og ligger sig rundt om træet. Ak ak, det er ikke nemt for alle at blive sejler, og man må prise sig lykkelig for Bente og Allans store tolerance, der efter fire aftner på den mørke havn til sidst får gjort os alle klar til næste skridt; at komme ud og sejle. Ja, det vil sige når skolebådene er klargjort! Der er godt nok ikke meget solnedgang over livet på sejlerskolen endnu. Tilgengæld er kimen til et varmt og sjovt kammeratskab lagt og inden vi får set os om er bådene i vandet og på plads – men hvordan var det nu lige et dobbelthalvstik så ud?!
Trods de lysere aftener er havnen stadig frisk da vi første gang følger instruktørens anvisninger og med stivfrosne fingre forsøger at komme i hu slangens forhold til træet og søen. Det lykkes og med eventyrerens mod har vi nu store forventninger til aftenens sejlads. Vi studerer vindekset og flaget, og vurderer, at vi får god vind, der kommer stik syd. Endnu uerfaren tænker jeg, at udsigterne for min jomfrusejlads er gode. Det var før jeg fik begreb om hvad 10 m. sek. betyder på vandet! Det viser sig da også allerede i forsøget på at lægge båden op ad pælene, at vi er udfordret til det yderste. Ukuelige og optimistiske når vi dog ud i mellembassinet, hvor råbene bliver højere og kommandoer i et for mig nærmest uforståeligt sprog bliver skarpe inden vi kapitulerer og stærkt svedende får båden manøvreret tilbage på plads. Det var vist ved den lejlighed, at jeg fik erfaring med, hvad et skøde er og ”klar vende” betyder. Der var måske stadigvæk ikke så meget solnedgangsidyl over sejlerlivet, men i høj grad nerve og spænding!
Siden denne første sejlererfaring har mange oplevelser på vandet føjet sig til, og livet om bord blev da vist ikke siden så intenst. Til gengæld er nordbøjen blevet studeret fra alle kompas- og vindretninger, mens sejlerjargonen langsomt og sikkert har sneget sig ind i ordforrådet. Efterhånden blev også solnedgangsidylen en del af sejlerskolelivet, der ikke alene kom til at udspille sig ombord på 806’erne, men i høj grad også på klubhusets terrasse, hvor sild, ost og fedtegrevemadder blev en fast del af pensum. Mens vinden lagde sig og solen langsomt forsvandt, fik aftenens præstationer på ren lystfiskermaner en del muntre bemærkninger med på vejen. Og skulle nogen have haft særlige vanskeligheder undervejs blev dette ellers overdådige traktement hurtigt suppleret med et par tudekiks…
Sejlerskolelivet antog henover denne første sæson en sorgløs karakter, der end ikke kunne forstyrres af 1. årsprøven, der demonstrerede, at vi elever i løbet af sommeren på forunderlig vis var blevet fortrolige med både søslanger og stagvendinger. Men eet er båd at føre noget andet søkort at forstå. Det måtte vi sande da vinteren atter satte ind og havnen igen lå mørk og øde. Stærkt opmuntret af de første erfaringer med praktisk sejlads mødte vi Preben, der med tale om toplys, afdrift og beholden kurs hurtigt fik bragt os tilbage til virkelighedens verden. Jeg tror vi var mange der, trods Prebens tålmodige terpen med os, spejdede ud i den sorte aften og længtes efter at mærke vinden i håret og kroppens kompensation for bådens krængning. Men Preben fortsatte vedholdent og ukueligt, og forsødede vores aftner over søkortene med varm kakao. Således båret af den gode stemning og drevet af udsigterne til endnu en sæson ombord på 806’erne lærte vi at holde kurs og regne den ud på papiret.
Navigationens kunst er dog en anderledes virkelig affære i mørke kunne vi erfare da kundskaberne blev sat på prøve 2. sæsons natsejlads til Dragør. Det er svært at forestille sig, hvordan parallellineal og tabeller i 13 sek. m. alene skulle have ført os sikkert i havn, og turen bragte derfor mange erfaringer med tidssvarende elektronisk navigationsudstyr. Sikkert fortøjret kunne vi så puste ud, og over et vanligt overdådigt traktement af sild, kage og Irish coffee, nyde den særlige stemning, der kan opstå på havnen klokken 02.00 efter en succesfuld tur, som kun kunne føre et flækket forsejl på tabslisten.
2. år på sejlerskolen har i det hele tage budt på rigtig mange gode og lærerige aftner på vandet. Efterhånden findes der ikke den bøje, pæl og bro der ikke har været ude for skolebådenes angreb i anstrengelserne for at bevise skipperens rolle som bådens fører. Anstrengelserne og instruktørernes tålmodige imødekommenhed har båret frugt og det blå bevis hænger nu som manifest på en duelig sejlerskole med overordentlig social slagside!