Udskriv siden

Vedtægter for Vallensbæk Sejlklub

Klubben

§ 1

Klubbens navn er Vallensbæk Sejlklub, forkortet VSK, med hjemsted i Vallensbæk Havn, Vallensbæk Kommune. Klubbens stander er hvid med rødt V fra overkant til underkant.

§2

Klubbens formål er at være samlingssted for sejlsportsinteresserede, at arrangere kap-, tur-, motor- og navigationssejladser samt uddanne i praktisk og teoretisk sejlsport.

§3

Klubben er medlem af Dansk Sejlunion og er undergivet dennes samt Danmarks Idræts-Forbunds love og bestemmelser.

Indmeldelse

§4

Indmeldelse skal ske til klubbens kasserer. Enhver, der er fyldt 8 år, kan blive aktivt medlem af juniorafdelingen. Indmeldelse kræver forældrenes skriftlige samtykke. Medlemmerne kan være juniorer til det fyldte 18. år. Enhver, der er fyldt 18 år, kan blive støttemedlem af klubben.

Kontingent

§5

Klubbens kontingent samt eventuelt indmeldelsesgebyr bliver vedtaget for et år ad gangen på den ordinære generalforsamling. Kontingentet skal mindst være det, som Dansk Sejlunion kræver for at opnå tilskud eller lån. Ægtefæller til aktive edlemmer, pensionister, unge under uddannelse under 25 år og forældre til juniorer kan blive aktive medlemmer til nedsat kontingent.
Kontingentet bliver opkrævet helårsvis forud pr. 1. februar med sidste frist for betaling 28. februar. Ved senere betaling kan der opkræves et administrationsgebyr. Medlemmer, der bliver indmeldt efter den 1. juli, betaler halvt kontingent.

Udmeldelse

§6

Gyldig udmeldelse kan kun ske skriftligt til klubbens kasserer med mindst 14 dages varsel til 1. januar.

Kontingentrestance

§7

Når et medlem skylder kontingent for et år, kan bestyrelsen med mindst 8 dages skriftligt varsel ekskludere vedkommende. Ingen, der er slettet for kontingensrestance, kan blive medlem igen før gælden til klubben er betalt.

Generalforsamling

§8

Generalforsamlingen er med de begrænsninger, der følger af vedtægterne, højeste myndighed i klubben. Ordinær generalforsamling holdes hvert år i november måned. Bestyrelsen indkalder generalforsamlingen skriftligt med mindst 3 ugers varsel. Senest 8 dage før generalforsamlingen skal holdes, sender bestyrelsen dagsorden, regnskab for det forløbne år, samt den budgetforslag til medlemmerne. Forslag, som medlemmerne ønsker vedtaget på generalforsamlingen, skal være bestyrelsen i hænde senest den 1. oktober. Alle aktive medlemmer, der har været medlemmer i mindst 3 måneder, og som ikke er i kontingentrestance, har stemmeret. Kun medlemmer, der er til stede, kan stemme på generalforsamlingen. Medlemmer under 18 år har ingen stemmeret.

§9

Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal omfatte følgende punkter:

1. Valg af dirigent
2. Formandens beretning
3. Fremlæggelse af det reviderede regnskab for det forløbne år til godkendelse
4. Godkendelse af budget for det følgende år samt fastsættelse af kontingent
5. Indkomne forslag
6. Valg til bestyrelsen
7. Valg af 2 revisorer og 1 suppleant
8. Information fra Vallensbæk Havn
9. Valg af bestyrelsesmedlemmer til Vallensbæk Havn, hvoraf den ene vælges af samtlige medlemmer af Vallensbæk Sejlklub, mens de øvrige vælges af klubbens havneindskydere.
10. Eventuelt

§ 10

Bestyrelsen kan til enhver tid indkalde til ekstraordinær generalforsamling.
Bestyrelsen skal indkalde, når mindst 1/3 af medlemmerne stiller skriftligt krav herom med oplysning om det emne, der ønskes behandlet.
Generalforsamlingen skal holdes senest én måned efter at bestyrelsen har modtaget kravet. Om indkaldelse og udsendelse af dagsorden gælder bestemmelserne i §8.

§ 11

Generalforsamlingen vælger sin dirigent, der ikke må være medlem af bestyrelsen, til at lede forhandlingerne.
Generalforsamlingens beslutninger træffes ved simpelt flertal, jfr. dog §§ 16 og 18.
Dirigenten bestemmer afstemningsmåden. Hvis mindst tre stemmeberettigede medlemmer ønsker det, skal afstemning og valg dog være skriftlig.
Generalforsamlingens beslutninger noteres i klubbens protokol sammen med et referat af forhandlingerne. Har en generalforsamling afgjort en sag, kan denne ikke blive behandlet igen på samme generalforsamling.

Bestyrelsen

§ 12

Bestyrelsen er klubbens daglige ledelse og repræsenterer den i alle forhold.
Bestyrelsen består af en formand, en næstformand, en kasserer, en sekretær samt op til syv ordinære bestyrelsesmedlemmer og to suppleanter.
Bestyrelsen bliver valgt for to år ad gangen. I lige år vælges formand, sekretær og op til tre ordinære bestyrelsesmedlemmer, i ulige år vælges næstformand, kasserer og op til fire ordinære bestyrelsesmedlemmer og to suppleanter. Der kan ske genvalg, dog højst to gange til samme post. Kun medlemmer, der er stemmeberettigede og myndige, er valgbare til bestyrelsen.

§ 13

Bestyrelsen konstituerer sig snarest på et bestyrelsesmøde senest 14 dage efter generalforsamlingen.
Kassereren kan ikke samtidig være formand, næstformand eller sekretær.
Bestyrelsen fastsætter selv forretningsordenen. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen – hvoriblandt formanden eller næstformanden – er til stede – jfr. dog § 17 om eksklusion.
Hvis formanden er fraværende, fungerer næstformanden som formand.
Ved stemmelighed er formandens (næstformandens) stemme afgørende.
Bestyrelsen kan nedsætte udvalg efter behov.
Bestyrelsens beslutninger og referat af møderne noteres i en protokol. Bestyrelsen tegnes af formanden i forening med to andre bestyrelsesmedlemmer.

Regnskab

§ 14

Klubbens regnskabsår er 1. september-31. august. Årsregnskabet skal påtegnes af revisorerne og forelægges den ordinære generalforsamling ifølge § 8.

Revision

§ 15

På den ordinære generalforsamling vælges for et år ad gangen to revisorer og en revisorsuppleant. Revisorerne skal hvert år gennemgå regnskabet og kontrollere, at beholdningen er tilstede. Revisorerne forsyner driftsregnskab og status med en påtegning. Hver af revisorerne har til enhver tid adgang til at efterse regnskab og beholdninger.

Vedtægter

§ 16

Vedtægterne kan ændres på enhver generalforsamling, når mindst 1/4 af klubbens stemmeberettigede medlemmer er tilstede.
På en ordinær generalforsamling kan forslag om vedtægtsændringer vedtages med simpelt flertal. På en ekstraordinær generalforsamling kræves, at mindst 2/3 af de afgivne stemmer er for forslaget.
Er der på en generalforsamling, der ikke er beslutningsdygtig, flertal for forslaget, skal bestyrelsen inden 14 dage med sædvanlig varsel indkalde til en ekstraordinær generalforsamling, hvor det stillede forslag kan vedtages med mindst 2/3 af de afgivne stemmer uanset antal fremmødte stemmeberettigede medlemmer.

Eksklusion

§ 17

Bestyrelsen kan ekskludere et medlem, når mindst 2/3 af bestyrelsen stemmer for beslutningen. Inden bestyrelsen træffer sin afgørelse, skal medlemmet have lejlighed til at forsvare sig. Medlemmet kan kræve ekskluderingen afgjort på den førstkommende generalforsamling. Indtil da beholder medlemmet sine rettigheder.
Et medlem kan blive ekskluderet, når det efter motiveret forslag fra medlemmerne vedtages på en (ordinær) generalforsamling. Vedkommende skal have skriftlig besked herom mindst 3 døgn før generalforsamlingen.
Hvis eksklusionen skal behandles på generalforsamlingen, har vedkommende medlem ret til at forsvare sig på generalforsamlingen. Spørgsmålet om eksklusionen skal optages som et særskilt punkt på generalforsamlingens dagsorden. Afstemninger om eksklusion skal altid ske skriftligt.

Ophør af klubben

§ 18

Beslutning om ophør af klubben kan kun tages på en ekstraordinær generalforsamling, der har dette som eneste punkt på dagsordenen, og hvor mindst halvdelen af klubbens stemmeberettigede medlemmer er tilstede. Forslaget kan vedtages med 3/4 af de afgivne stemmer. Stemmer 3/4 for forslaget på en generalforsamling, der ikke er beslutningsdygtig, skal bestyrelsen inden en måned indkalde til en ny ekstraordinær generalforsamling, hvor beslutningen om ophør kan træffes med ovennævnte stemmeflerhed, uanset hvilket antal stemmeberettigede medlemmer, der er tilstede. Generalforsamlingen skal samtidig afgøre, hvilke idrætslige eller sejlsportsmæssige formål den formue inklusive fast ejendom, der er i behold, skal anvendes til.
Beslutningen herom kan afgøres ved simpelt flertal.

Vedtaget på den ekstraordinære generalforsamling 24. november 2005.