Stege-Lejr 2012
Af: Henrik Borch
Køge Bugt Kredsens 2012 udgave af årets Stege-Lejr er under planlægning, og der er åben for tilmelding nu.
|
Invitation til DS Køge Bugt Kredsens Stege-Lejr 2012:

Sejlerlejren med deltagere fra klubberne i Køge Bugt Kredsen har været en fast tradition i mere end 20 år og har hvert år været en stor succes for både børn og voksne.
Lejren vil primært være for yngre sejlere, men alle juniorsejlere op til og med 17 år kan deltage. Vi håber at se både Optimister, Feva, Zoom8, 405, 29er, Tera og andre bådtyper repræsenteret.
Af hensyn til sikkerheden og farvandet kan vi dog ikke tilbyde Hobiecats plads på lejren. Men sejlerne er naturligvis velkomne i en anden klasse.
Tid: Uge 31 - 29. juli til 4. august 2012
Sted: Sejlklubben Møn i Stege
Du tilmelder dig ved at udfylde tilmeldingen her. Sejlerlejren er din mulighed for at få lige så mange sejltimer på én uge, som du ellers får på en hel sæson. Der sejles hver dag - tilpasset vejr og vind samt sejlernes forudsætninger.
|
 |
|
Der vil både være tilbud om seriøs træning, sjove konkurrencer, langturssejlads og leg på vandet. Herudover hygger vi os med grillfester, sejlteori, vedligeholde jollerne, madlavning, boldspil, hockey, drageflyvning, shopping i Stege by, badeture, evt. besøg på Møns Klint og meget andet. Alt afhængig af vejret.
Lejren starter søndag kl. 12, hvor alle sejlere skal være til stede. Inden vi sender forældre og anden familie hjem igen, skal der slås telte op, kontrolleres både og ikke mindst skal det verdenskendte fællesfoto tages. Så forældre er velkomne til at medbringe kamera.
Dine forældre skal hente dig igen lørdag d. 4. August kl. 10.30. Alle hjælpes med at pakke telte, joller og andet grej sammen, ligesom det forventes at alle deltager i den fælles oprydning. Det er også her vi vil uddele præmier til alle deltagere.
Dine forældre er meget velkomne til at medbringe frokost, kaffe og kage til at sige farvel og tak på. Der er frokost til sejlerne.
Vi forventer, at alle har forladt lejren senest kl. 13.30.
Lejren foregår i og omkring klubhuset ”Sejlklubben Møn” i Stege, hvor der er fælles madlavning og spisning (og oprydning), som alle deltager i. Overnatning sker i telte ved klubhuset. De involverede klubber stiller selv med joller, følgebåde, telte og øvrigt udstyr. Lejren drives af frivillige fra de arrangerende klubber.
Så skynd dig at udfylde tilmeldingsformularen senest den 23. maj 2012. Deltagergebyret er 800 kr. og du vil senere få nærmere at vide omkring det praktiske (du må også gerne ringe til Bjørn på 22 74 44 83 hvis du har spørgsmål). Der er plads til ca. 40 sejlere.
Hvis der skulle komme flere tilmeldte vil der blive arrangeret en ungdoms tur for de ældste i stedet. Besked om dette bliver fremsendt umiddelbart efter tilmeldingsfristens udløb.
Vi glæder os til at se dig på årets sommerlejr! (En lille reklamevideo kan ses her. |
01.02.2012